Dem og os

I dagens Danmark hersker fordomme frem for reelle oplevelser og erfaringer, når det kommer til ”nydanskere”. Ud fra et dansk perspektiv, er mennesker med anden etnisk baggrund en trussel mod det danske samfund. De kommer her og overtager vores land, for at omforme til det deres kultur, som er så fremmed i vores øjne.

I virkeligheden mener jeg, at det handler om dårlig integration.

Mange nydanskere kommer til landet med en hel masse forfærdelige oplevelser i bagagen, som vi er for dårlige til at håndtere. De voksne, forældrene, bliver ikke sendt på sprogkursus eller på anden måde får lært sproget. Det er børnene, som bliver sendt i skole, der kommer til at forstå og tale dansk.

Dette betyder for de fleste familier, at rollerne indbyrdes i familien byttes om.

Børnene bliver de voksne. Og de voksne bliver mere hjælpeløse, fordi de ikke kan kommunikere i det nye og fremmede samfund, hvor der er nogle helt andre normer, end de er vant til.

En ven, jeg som lille kom til at kende, var fra Irak. Han var flygtet med sin familie til Danmark. Flygtet fra krig. Fra had og rædsel.

Hans familie måtte efterlade omkring 7 børn i landet, fordi de ikke kunne flygte alle sammen.

Hvordan træffer man så et umenneskeligt valg om, hvem man efterlader af ens allerkæreste?

Da han kom til Danmark, havde han nogle rædselsfulde historier med sig, og på det tidspunkt i sit liv var han kun 11 år gammel. Han havde på sine elleve år mødt forfærdeligere ting, end vi som danskere nogensinde turde prøve at sætte os ind i.

Som lille havde han samlet et stykke legetøj op fra gaden. Han var dog ikke klar over, at i det stykke legetøj var placeret en bombe. Bomben sprang i hånden på ham.

Som barn havde han med egne øjne overværet sin storebror blive skudt og dræbt.

Og familiens onkel var blevet bundet til et træ og derefter overhældt med benzin. Benzinen var blevet antændt og hans onkel brændte ihjel. De kunne intet gøre. De kunne kun flygte for at rede sig selv.

Han og hans familie flygtede fra krig. Men i Danmark mødte de en anden slags krig…

En krig hvor der ikke er plads til forskellighed, trods en grundlov, der lover religionsfrihed til alle. Og et samfund, der hellere vil gemme de fremmede væk i store boligblokke, hvor ingen almindelig borger behøver at tage ansvar eller have noget med dem at gøre.

De kommer med en historie, en baggrund og en kultur. De er mennesker. Vi er mennesker. Hvorfor ikke give dem en chance med det i mente, at de i deres liv har stået foran store udfordringer allerede, som ingen af dem har bedt om?

Give dem hjælp både sprogligt, økonomisk, psykisk, fagligt og socialt og give dem gode muligheder for en uddannelse, bevare familien og ikke mindst; sikre dem en fremtid, der er værd at leve for.

Hvorfor skal vi ændre dem og gøre dem strømlignede? Ændre dem til noget, de ikke er?

Er et samfund ikke stærkest, hvis det kan rumme forskelligheder?